Ud over androgen alopeci findes en række andre tilstande, der kan give hårtab. Hårtab opdeles overordnet i cicatricielle (arvævsdannende) og non-cicatricielle (ikke-arvævsdannende) alopecier.
Nedenstående er ikke en udtømmende beskrivelse. Ønsker du mere information, henvises til Dansk Dermatologisk Selskab.
Cicatriciel alopeci
Cicatriciel alopeci skyldes infektiøse og inflammatoriske tilstande forbundet med arvævsdannelse og permanent hårtab. Ved trikoskopi ses typisk manglende follikelåbninger og tegn på inflammation, og en biopsi er ofte nødvendig for at stille diagnosen. Patienter med cicatriciel alopeci er ikke kandidater til hårtransplantation og bør henvises til en speciallæge i dermatologi i stedet.
Vigtige cicatricielle alopecier er Lichen Planopilaris, Frontal Fibrosing Alopecia, Discoid Lupus Erythematosus, Central Centrifugal Cicatricial Alopecia og Folliculitis Decalvans.
Non-cicatriciel alopeci
Den hyppigste non-cicatricielle alopeci er androgen alopeci. Derudover kan non-cicatriciel alopeci skyldes blandt andet telogen efluvium, autoimmun sygdom, endokrin sygdom, stofskiftesygdom og/eller medicinindtag.
Telogen efluvium (TE) er en hyppig årsag til hårtab. Hårsækkene i hovedbunden har normalt en vækstcyklus med typisk 2-7 års anagen fase (vækstfase) efterfulgt af ca. 3 måneders telogen fase (hvilefase). Ved TE forstyrres denne cyklus, og en større andel af hårsækkene skubbes abrupt fra anagen til telogen fase, så andelen i telogen fase stiger til over ca. 20-30 %. Det giver et hurtigt og ofte voldsomt hårtab.
Genvækst ses som regel efter 3-6 måneder, og betydelig genvækst ses typisk efter 12-18 måneder, når den underliggende årsag er gået i remission. Typiske udløsende faktorer kan være høj feber, større kirurgi, alvorlig infektion, graviditet og fødsel, betydelig psykisk stress samt hurtigt vægttab eller streng slankekur. TE kan dog også skyldes forstyrrelser i hårcyklussen som følge af autoimmun lidelse, endokrin lidelse, stofskiftesygdom, malign sygdom, anden organisk sygdom eller medicinindtag. Hårtransplantation kan komme på tale, hvis tilstanden er gået i remission uden betydelig genvækst af hår, og der ikke er tegn på aktiv underliggende sygdom.
Alopecia Areata (AA) er en autoimmun årsag til hårtab. Klinisk viser den sig som pletskaldethed, hvor huden i de skaldede områder ser upåvirket ud. Alle hårbærende områder kan rammes, så tilstanden er ikke begrænset til hovedbunden. Ved pletvis AA ses genvækst inden for et år hos omkring halvdelen, men tilbagefald er hyppige, og udbredte former har en dårligere prognose. Kirurgisk behandling er ikke indiceret ved AA.
De vigtigste endokrine lidelser forbundet med hårtab er PCOS (polycystisk ovariesyndrom), Cushings syndrom og stofskiftesygdom. Listen er ikke udtømmende, og andre endokrinologiske lidelser kan også medføre hårtab.
Almindelige lægemidler forbundet med hårtab omfatter ACE-hæmmere, antikoagulantia, antidepressiva, antipsykotika, antifungale midler, kolesterolsænkende midler, betablokkere, NSAID, retinoider, levothyroxin og steroidhormon.
Traumatisk alopeci
Patienter med hårtab som følge af mekanisk, kemisk eller termisk traume – med minimalt vævstab og acceptabel blodforsyning – kan have gavn af hårtransplantation.
Traktionsalopeci ses hos patienter, som gennem længere tid har udsat håret for spænding eller træk, typisk i forbindelse med opsætning. Klinisk ses pletskaldethed eller symmetrisk nedsat hårtæthed langs den frontale, temporale og/eller occipitale hårlinje.
Trykinduceret alopeci ses typisk efter længerevarende kirurgi eller sengeleje hos kronisk syge, immobiliserede patienter. Klinisk ses skaldethed eller nedsat hårtæthed i den occipitale del af hovedbunden. Det er en godartet tilstand med genvækst af hår efter nogle måneder, hvorfor kirurgisk behandling som regel ikke er indiceret. Hårtransplantation kan dog komme på tale, hvis tilstanden er gået i remission uden betydelig genvækst af hår, og der ikke er tegn på aktiv underliggende sygdom.
Trichotillomani er karakteriseret ved intentionel plukning af hår og klassificeres som en psykisk lidelse i gruppen af tvangsrelaterede lidelser. Den er kendetegnet ved en gentagen, svært kontrollerbar trang til at trække hår ud. Klinisk ses uregelmæssig pletskaldethed med hår, der er knækket i forskellige længder. Trikoskopi kan hjælpe med at skelne tilstanden fra andre hud- og hårlidelser. Patienter med denne form for hårtab er som udgangspunkt ikke kandidater til hårkirurgi. Hårtransplantation kan komme på tale, hvis der mangler betydelig genvækst af hår, efter patienten har gennemgået og responderet godt på behandling af den underliggende årsag.