Ud over androgen alopeci findes en række andre tilstande, der kan give hårtab. Hårtab opdeles overordnet i cicatricielle (arvævsdannende) og non-cicatricielle (ikke-arvævsdannende) alopecier.
Nedenstående er ikke en udtømmende beskrivelse. Ønsker du mere information, kan du kontakte Dansk Dermatologisk Selskab eller American Academy of Dermatology.
Cicatriciel alopeci
Cicatriciel alopeci skyldes infektiøse og inflammatoriske tilstande forbundet med arvævsdannelse og permanent hårtab. Ved trikoskopi ses en inflammatorisk reaktion i huden med svind af væv, og en biopsi er ofte nødvendig for at stille diagnosen. Patienter med cicatriciel alopeci er ikke kandidater til hårtransplantation og bør henvises til en speciallæge i dermatologi.
De vigtigste cicatricielle alopecier er Central Centrifugal Cicatricial Alopecia, Folliculitis Decalvans, Lichen Planopilaris, Frontal Fibrosing Alopecia og Discoid Lupus Erythematosus.
Non-cicatriciel alopeci
Non-cicatriciel alopeci skyldes typisk autoimmun sygdom, endokrin sygdom, stofskiftesygdom og/eller medicinindtag.
Telogen efluvium (TE) er en hyppig årsag til hårtab. Hårsækkene i hovedbunden har normalt en vækstcyklus med ca. 3-8 års anagen fase (vækstfase) efterfulgt af ca. 3-6 måneders telogen fase (hvilefase). Ved TE forstyrres denne cyklus, og en større andel af hårsækkene – typisk 20-30 % – skubbes abrupt fra anagen til telogen fase. Det giver et hurtigt og ofte voldsomt hårtab.
Genvækst ses som regel efter 3-6 måneder, og betydelig genvækst ses typisk efter 12-18 måneder, når den underliggende årsag er gået i remission. Typiske udløsende faktorer kan være høj feber, større kirurgi, alvorlig infektion, graviditet og fødsel, betydelig psykisk stress samt hurtigt vægttab eller streng slankekur. TE kan dog også skyldes forstyrrelser i hårcyklussen som følge af autoimmun lidelse, endokrin lidelse, stofskiftesygdom, malign sygdom, anden organisk sygdom eller medicinindtag. Hårtransplantation kan komme på tale, hvis tilstanden er gået i remission uden betydelig genvækst af hår, og der ikke er tegn på aktiv underliggende sygdom.
Alopecia Areata (AA) er en autoimmun årsag til hårtab, som behandles i dermatologisk regi. Klinisk viser den sig som pletskaldethed, hvor huden i de skaldede områder ser upåvirket ud. Alle hårbærende områder kan rammes, så tilstanden er ikke begrænset til hovedbunden. Der ses som regel genvækst af hår inden for nogle måneder, og tilstanden er generelt godartet – hvorfor kirurgisk behandling ikke er indiceret her.
De vigtigste endokrine lidelser forbundet med hårtab er PCOS (polycystisk ovariesyndrom), Cushings syndrom og stofskiftesygdom. Listen er ikke udtømmende, og andre endokrinologiske lidelser kan også medføre hårtab.
Almindelige lægemidler forbundet med hårtab omfatter ACE-hæmmere, antikoagulantia, antidepressiva, antipsykotika, antifungale midler, kolesterolsænkende midler, betablokkere, NSAID, retinoider, levothyroxin og steroidhormon.
Traumatisk alopeci
Patienter med hårtab som følge af mekanisk, kemisk eller termisk traume – med minimalt vævstab og acceptabel blodforsyning – kan have gavn af hårtransplantation.
Traktionsalopeci ses hos patienter, som gennem længere tid har udsat håret for spænding eller træk, typisk i forbindelse med opsætning. Klinisk ses pletskaldethed eller symmetrisk nedsat hårtæthed langs den frontale, temporale og/eller occipitale hårlinje.
Trykindiceret alopeci ses typisk efter længerevarende kirurgi eller sengeleje hos kronisk syge, immobiliserede patienter. Klinisk ses skaldethed eller nedsat hårtæthed i den occipitale del af hovedbunden. Det er en godartet tilstand med genvækst af hår efter nogle måneder, hvorfor kirurgisk behandling som regel ikke er indiceret. Hårtransplantation kan dog komme på tale, hvis tilstanden er gået i remission uden betydelig genvækst af hår, og der ikke er tegn på aktiv underliggende sygdom.
Trichotillomani er karakteriseret ved intentionel plukning af hår og klassificeres som en psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og -handlinger. Klinisk ses uregelmæssig pletskaldethed med lokal inflammation omkring de skaldede områder. Trikoskopi kan hjælpe med at skelne tilstanden fra andre hud- og hårlidelser. Patienter med denne form for hårtab er som udgangspunkt ikke kandidater til hårkirurgi. Hårtransplantation kan komme på tale, hvis der mangler betydelig genvækst af hår, efter patienten har gennemgået og responderet godt på behandling af den underliggende årsag.