
En grundig konsultation er en afgørende forudsætning for både medicinsk og kirurgisk behandling af hårtab. Som patient bør du bruge konsultationen til at vurdere, om den pågældende klinik er det rette sted at få behandlet dit hårtab. Spørg dig selv: Føler du, at du sidder over for en læge, der har fokus på din situation og dine behov?
Samtalen
Under samtalen afdækker vi potentielle kontraindikationer for kirurgi (se artiklen om andre årsager til hårtab), din medicinske og kirurgiske historik, eventuelle allergier og din medicinliste. Vi spørger også ind til hårtab i familien, og hvornår du selv første gang bemærkede dit hårtab.
At kortlægge hårtabsmønsteret i familien giver en indikation af, hvordan dit hårtab sandsynligvis vil udvikle sig i fremtiden, og er derfor et vigtigt redskab i planlægningen af din behandling. Vi kortlægger desuden, om hårtabet kan skyldes andet end androgen alopeci (AGA), da årsagen har betydning for, hvilken behandling der er relevant for dig.
Den objektive undersøgelse
Efter samtalen foretager vi en objektiv undersøgelse af hovedbunden, som blandt andet omfatter trikoskopi. Trikoskopi er en mikroskopisk undersøgelse af hud og hår, der hjælper os med at vurdere antal hår pr. cm², antal hår pr. follikulær enhed, hårtykkelse og hårtekstur, specifikke områder med nedsat hårtæthed, samt eventuelle hud- og hårlidelser, som kræver anden behandling end kirurgi.
Ud fra antal hår pr. cm² og hårdiameter kan vi bestemme hårtætheden i både donor- og modtagerområdet. Disse fund kan yderligere objektiviseres ved at udregne en såkaldt coverage value (CV) – et mål for, hvor godt håret dækker hovedbunden, som bruges til at vurdere, hvor meget der kan høstes, uden at donorområdet udtyndes.